Det føltes virkelig sådan på et tidspunkt, men hvor var det spændende at være en del af dette landsdækkende projekt. Samtidig må jeg også indrømme at det virker noget uvirkeligt at det virkelig har været landsdækkende, man har jo ikke set alle udstillingerne og det er svært at måle resultatet. Fra egen front kan jeg dog rapporterer, at eleverne var stolte af at have deres tørklæde hængende i Aalborg lufthavn og det føltes STORT for dem. Min fornemmelse fra kollegaer andre steder er ligeså at det har været flotte udstillinger og et spændende arbejde og bedst af det hele er mange klar til et nyt projekt om et par år.

Lige et par billeder fra de to udstillinger jeg har set i Aalborg lufthavn og på Ribes vikinger. Børn i 4. klasse havde lavet knagerækkestrik med temaet H.C. Andersen. Prinsessen på ærten havde fået en smuk seng i mange lag og farver der kunne snos om halsen. Sanserne blev udfordret af seminariestuderende, der måske burde frygte om deres tørklæde var helt, når det kom retur, da det var fyldt med søde sager. En klasse på Ribes vikinger havde sat deres tørklæder sammen til billeder og fortalte således en fælles historie. Men jeg gad nok vide om der havde været kamp om at få koen eller træet på sit tørklæde.

I min dagligdag taler vi meget om fællesskab. At yde noget for fællesskabet. At være en del af fællesskabet. Og på det sidste at bryde fællesskabet og tage næste skridt ud i verden alene med en masse i bagagen til sin videre færden. Det er en stor sorg og måske lidt et chok og man står tilbage med et tomrum og tænker var det så det? Nej, vi mødes igen, holder sammen og starter noget endnu bedre fordi vi nu er mere erfarne og tændte på at møde verden. Jeg glæder mig til næste projekt og jeg glæder mig til næste skoleår med nye elever der skal møde håndarbejde og finde glæde og udfordringer. De kommer måske ikke med i et landsdækkende projekt, men den lokale bank har sagt de meget gerne vil have os til at udstille, så deres hverdag kan blive mindre grå. Det er da en opfordring man bør tage op ikke sandt?

Et mål til næste projekt kunne være endnu flere deltagere. At flere blev en del af håndarbejdsfællesskabet. Det kan måske virke overvældende alt det man skal leve op til. De smukke ord i fælles mål og elever er måske ikke altid lige så tændte som én selv, men i projektgruppen håber vi, at dem der har siddet med den der lyst til at være med, men usikker på hvordan og er det godt nok har set: At det ikke kræver perfekte produkter at udstille. At det vigtigste er at være med, at vi er fælles om at opleve og arbejde med håndarbejde. Vores kunstnere (elever) er jo først ved at lære og det interessante er jo forskelligheden og tit tanken bag. I de to udstillinger jeg besøgte så jeg mange tanker og mange smukke tørklæder. Jeg håber I alle har haft en god oplevelse og glæder mig til vores næste håndarbejdsprojekt sammen.

Materiale om projektet i form af inspirationsoplæg, pædagogisk-didaktisk teori og billeder fra udstillingerne kan ses på DHs hjemmeside http://www.haandarbejde.nu